Luisa

31. dec

Nytårsaften, under indflydelse af en tredobbelt lumumba, beslutter Erhard sig for at finde en ny kæreste. Ny er måske ikke ordet. Hun behøver hverken at være ny eller pæn eller sød eller sjov. Bare varm. Bare en af den slags, der kan pusle rundt i huset. Måske nynner hun en sang eller måske bander hun af ham, fordi han har spildt kakao på gulvet. Hvad kan han forlange? Ikke meget. Og hvad har han at tilbyde en kvinde? Ikke meget. Men det bliver ikke nemmere. Om få år skal hun også ha lyst til at tømme natpotten og barbere ham og hive skoene af ham efter en hel dag i bilen, hvis han overhovedet kan køre mere. Om få år.

Bjergsiden få meter fra huset er visket ud. Mørket er fuldkomment. Hvis han sidder stille længe, kan han pludselig se stjernerne. Og sidder han længere endnu, kan han se et tyndt slør af stjerneskud, der bliver kraftigere og kraftigere. Stilheden stiger, hvis man kan sige sådan. Stiger som toner af intethed, der overdøver dagens varme, der stadig piber i stenene og vindens konstante C-dur og bølgernes bass mod kysten, og blodet, der siver gennem ham. Stilhed, der giver ham lyst til at tude sig ind i nytåret. Stilhed, der er så overbevisende og mættet, at den glider sammen med natten og hans åbne øjne, der føles lukkede. Det er det, han elsker ved at bo herude. Herude hvor der aldrig kommer nogen. Kun ham. Og Laurel og Hardy. Nu kommer stjernerne, de har altid været der, men nu når de ham. Han kan først se alle prikkerne, så kan han se alle stjernetegnene og Orions Bælte og galaksen som et gammeldags hulkort med beskeder fra det store brag.

Det er 17 år og 9 måneder siden sidst.