Denne slags mand koster os alle sammen flere penge og flere menneskeliv end vi har mod til at indrømme
Sådan er mænd, siger vi. Men hvor dyrt og hvor galt skal det egentlig være før, vi tager os selv og mænds skadevirkning alvorligt? Jeg håber og råber på et opgør med mandekulturen.
--
Af og til opdager vi, at et populært produkt eller en udbredt praksis skader os mere end det gavner eller glæder. For eksempel, da man i 1970'erne fandt ud af, at alle tiders “magiske mineral”, asbest, alligevel ikke var smart at bruge i hårde hvidevarer og boliger. Eller da vi i 1997 brød med århundreders tradition for og tro på, at det øger børns sundhed og psyke at blive slået, og ophævede revselsesretten. I begge tilfælde havde man i årtier forinden kendt til og diskuteret, hvor usundt og skadeligt det var. at henholdvis bruge asbest og slå børn. Men vi fik først for alvor gjort noget ved problemet, praktisk, moralsk og lovgivningsmæssigt, da omkostningerne for den enkelte og for samfundet som helhed blev (pinligt) evidente. Sådan er vi åbenbart som mennesker. Vi tager først vores viden alvorligt, og vi ændrer først adfærd, når omkostningen for vores hidtidige adfærd stirrer os ind i vores blodskudte øjne. Og måske er vi nået hertil nu. Igen. Med et fænomen, der er mere dysfunktionelt, mere skadeligt og mere dræbende end både asbest og retten til at revse vores børn.
I 1959 satte den fremtrædende sociolog Barbara Wootton ord på fænomenet. “Hvis mænd opførte sig som kvinder, ville vores retssale og fængsler være tomme”. Sagt på en anden måde: Vi har et problem med mænds adfærd. Allerede dengang, men også i dag, virkede hendes konklusion så banal, at ingen løftede øjenbrynet. Sådan er mænd, siger man bare, når en horde af slagsen er marcheret i frustration gennem en provinsby efter en tabt fodboldkamp og har raseret butikker og biler. Sådan er mænd, siger man, når de sender billeder af deres kønsorganer til kvinder, de lige har opdaget på Tinder. Sådan er mænd, siger man og griner af en tegning, hvor en hulemand trækker en kvinde ind i et buskads. Den dysfunktionelle mand har i århundreder regeret uhindret i sin mandagtighed, så meget at han (stadig) definerer hvad det vil sige at være mand. Det skal stoppe. Vi er nødt til at se i…
