Denne slags mand koster os alle sammen flere penge og flere menneskeliv end vi har mod til at indrømme

Sådan er mænd, siger vi. Men hvor dyrt og hvor galt skal det egentlig være før, vi tager os selv og mænds skadevirkning alvorligt? Jeg håber og råber på et opgør med mandekulturen.

Af og til opdager vi, at et populært produkt eller en udbredt praksis skader os mere end det gavner eller glæder. For eksempel, da man i 1970'erne fandt ud af, at alle tiders “magiske mineral”, asbest, alligevel ikke var smart at bruge i hårde hvidevarer og boliger. Eller da vi i 1997 brød med århundreders tradition for og tro på, at det øger børns sundhed og psyke at blive slået, og ophævede revselsesretten. I begge tilfælde havde man i årtier forinden kendt til og diskuteret, hvor usundt og skadeligt det var. at henholdvis bruge asbest og slå børn. Men vi fik først for alvor gjort noget ved problemet, praktisk, moralsk og lovgivningsmæssigt, da omkostningerne for den enkelte og for samfundet som helhed blev (pinligt) evidente. Sådan er vi åbenbart som mennesker. Vi tager først vores viden alvorligt, og vi ændrer først adfærd, når omkostningen for vores hidtidige adfærd stirrer os ind i vores blodskudte øjne. Og måske er vi nået hertil nu. Igen. Med et fænomen, der er mere dysfunktionelt, mere skadeligt og mere dræbende end både asbest og retten til at revse vores børn.