And she sang My beauty is mine
When a young journalist is summoned to write an orbituary about an infamous Italian adventurer, a hideous truth is revealed and changes everything.
I 2017, kort efter den store citron-festival, blev jeg sendt til Capri for at interviewe den fallerede eventyrer Silvio Gambini, kaldet Sirenejægeren. Han var døende, og sønnerne havde bedt om en journalist. Men da jeg nåede frem til villaen, syd for Monte Solaro med udsigt over Middelhavet, var det for sent. Jeg ville rejse hjem, men arvingerne overtalte mig til at tilbringe tid i villaen og skrive en nekrolog. Stedet var en feberfantasi, overlæsset med trofæer med udstoppede dyr, øverst lå et kvistværelse, proppet med kikkerter og lytteudstyr.
Efter en uge havde jeg mistet lysten til at skrive noget, da jeg en aften fandt ned i en skjult kælder. Rygtet sagde, at Gambini havde en samling af havvæsner, men ingen havde set den. Nu skuede jeg over rækker med kar og glas, tusindvis af havfruer, åbne munde og øjne, fanget i et skrig. Synet var chokerende i sin brutalitet. Gambini og hans fædre havde katalogiseret havfruerne efter udseende og sang. Jo længere jeg gik, jo smukkere var de, indtil jeg nåede den bagerste væg, hvor der hang et tomt trofæ med navnet Scylia. Jeg fandt snart ud af, at Scylia var en ø, femten sømil…
