And she sang My beauty is mine
When a young journalist is summoned to write an orbituary about an infamous Italian adventurer, a hideous truth is revealed and changes everything.
--
I 2017, kort efter den store citron-festival, blev jeg sendt til Capri for at interviewe den fallerede eventyrer Silvio Gambini, kaldet Sirenejægeren. Han var døende, og sønnerne havde bedt om en journalist. Men da jeg nåede frem til villaen, syd for Monte Solaro med udsigt over Middelhavet, var det for sent. Jeg ville rejse hjem, men arvingerne overtalte mig til at tilbringe tid i villaen og skrive en nekrolog. Stedet var en feberfantasi, overlæsset med trofæer med udstoppede dyr, øverst lå et kvistværelse, proppet med kikkerter og lytteudstyr.
Efter en uge havde jeg mistet lysten til at skrive noget, da jeg en aften fandt ned i en skjult kælder. Rygtet sagde, at Gambini havde en samling af havvæsner, men ingen havde set den. Nu skuede jeg over rækker med kar og glas, tusindvis af havfruer, åbne munde og øjne, fanget i et skrig. Synet var chokerende i sin brutalitet. Gambini og hans fædre havde katalogiseret havfruerne efter udseende og sang. Jo længere jeg gik, jo smukkere var de, indtil jeg nåede den bagerste væg, hvor der hang et tomt trofæ med navnet Scylia. Jeg fandt snart ud af, at Scylia var en ø, femten sømil derfra, og på denne ø boede en kvinde af samme navn. Det var mod denne, og mod hende, at alle kikkerter i kvistværelset var rettet. Og i de optegnelser, jeg fandt, fremgik det, at øen, men især kvinden, havde besat Gambinierne i generationer. At pryde væggen med hendes krop havde kostet dem alt, hvad de ejede. Mere end tredive sønner var gået til grunde mod Scylias klipper. Der var også en århundreder lang brevveksling, hvor Gambini på Gambini forsøgte at bebrejdede hende familiens svaghed og true til tavshed. Da jeg indstillede kikkerterne og tændte for lydanlægget, kunne jeg se øen i en perlende dis og høre hendes utrolige sang. Og jeg græd.
Pludselig forstod jeg, hvorfor man ville besidde hende. Men jeg forstod også, hvorfor det aldrig måtte ske. Hvorfor det nu var Gambinierne, der skulle vises frem til skræk og advarsel. I årtusinder havde man hyldet mænd, der tog, hvad de ville. Nu var det vores tur til at eje vores sang og vores skønhed uden at blive forfulgt og berøvet og udstillet. Jeg smadrede kikkerterne, kastede de mange kar i havet. Forlod villaen, mens jeg sang. Min skønhed er min, forskellig og ens, ingen kan mig skade, hvis bare vi synger sammen, forskellig og ens.
