Photo by Miha Rekar on Unsplash

An afternoon in Ljubljana and the tireless reinvention of forms

Thomas Rydahl

--

Jeg sad halvfuld på Cantina Arnaldi, en jazzbar i Venedig, da noget stak mig i fingeren. Jeg trak hånden ud af jakkelommen. Der sad en glassplint. Næsten usynlig. Den var fra min fars ur. Det knuste glas. Blodet dukkede frem i en rund prik. Jeg følte mig svimmel. Vandbyens konstante skvulpen og den fyldte bar og fodboldkampen mellem Inter og Juventus forsvandt. Jeg havde ikke tænkt på ham længe. Min far. Har jeg sagt, at jeg følte mig svimmel? Måske var det et tegn. Fra ham. Fra uret. Om at få det repareret. Jeg kiggede på min mobil. Urbutikken lå i Ljubljana, jeg var tæt på, turen ville kun tage nogle timer. Hvis jeg lejede en bil og kørte i morgen tidlig, kunne jeg være tilbage over frokost. Inden jeg skulle optræde på biblioteket og inden de andre forfattere og damen fra det italienske forlag overhovedet opdagede, at jeg var væk. Jeg havde glædet mig til bogfestivalen, men efter fem intense dage og alt for meget tung rødvin, havde jeg måske brug for en formiddag for mig selv.

Halv syv og træt var jeg ude på motorvejen. Regnen stoppede, da jeg passerede grænsen, nord for Trieste. Den lille Fiat knoklede som et villigt mulddyr under mig. Jeg havde aldrig været i denne del af Slovenien før. Den var lige så smuk og lun som Italien, men mere faldefærdig, mindre selvbevidst, alle skilte var upædagogisk slovenske. Heldigvis havde jeg adressen og fulgte mobilens vejledning. Det slog mig, at min ekskursion ville have været umulig på min fars tid. Dengang kørte man ikke afsted uden at planlægge. Uden visum. Uden fire-fem krøllede vejkort over Jugoslavien. Det var i 1975, fem år inden Titos død. Dengang ankom min far med bumletoget fra Zagreb, stod af på en station af cement og tørrede sig over panden og kiggede på sin arm, hvor der endnu ikke sad noget ur.

Siden min fars død, havde jeg altid haft uret på mig. Ikke på armen, men i lommen eller tasken. Det var et minde om ham, men også en hilsen til mig selv om tiden, der går. Eller ikke går: Glasset på uret var splintret, den ene arm hang, klokken stod stille på lidt i 12. Jeg ved ikke hvorfor og hvad der var sket med uret, det så sådan ud, da jeg fandt det ved siden af sengen, hvor han sov ind. På et tidspunkt havde jeg forsøgt at få det repareret, opsøgt urmagere i shoppingcentre eller på nettet, men ingen ville have noget med det at gøre. Endelig…

--

--

Thomas Rydahl

Story Fanatic and Author. Latest novel: Uniform. Part One in the Copenhagen Night Series. Visit thomasrydahl.com