An afternoon in Ljubljana and the tireless reinvention of forms
Jeg sad halvfuld på Cantina Arnaldi, en jazzbar i Venedig, da noget stak mig i fingeren. Jeg trak hånden ud af jakkelommen. Der sad en glassplint. Næsten usynlig. Den var fra min fars ur. Det knuste glas. Blodet dukkede frem i en rund prik. Jeg følte mig svimmel. Vandbyens konstante skvulpen og den fyldte bar og fodboldkampen mellem Inter og Juventus forsvandt. Jeg havde ikke tænkt på ham længe. Min far. Har jeg sagt, at jeg følte mig svimmel? Måske var det et tegn. Fra ham. Fra uret. Om at få det repareret. Jeg kiggede på min mobil. Urbutikken lå i Ljubljana, jeg var tæt på, turen ville kun tage nogle timer. Hvis jeg lejede en bil og kørte i morgen tidlig, kunne jeg være tilbage over frokost. Inden jeg skulle optræde på biblioteket og inden de andre forfattere og damen fra det italienske forlag overhovedet opdagede, at jeg var væk. Jeg havde glædet mig til bogfestivalen, men efter fem intense dage og alt for meget tung rødvin, havde jeg måske brug for en formiddag for mig selv.
Halv syv og træt var jeg ude på motorvejen. Regnen stoppede, da jeg passerede grænsen, nord for Trieste. Den lille Fiat knoklede som et villigt mulddyr under mig. Jeg havde aldrig været i denne del af Slovenien før. Den var lige så smuk og lun som Italien, men mere faldefærdig, mindre selvbevidst, alle skilte var upædagogisk slovenske. Heldigvis havde jeg…
